Spring til indhold

9. Farvergården

Kultur fra A til Ø - Farvergården.

Det kulturhistoriske museum i Kerteminde er indrettet i Farvergården ikke langt fra byens torv. En gammel farverslægt har givet navn til gården, der er opført i 1630, og dermed er den en af Kertemindes ældste bygninger.


Farvergården i Kerteminde

I 2010 genåbnede Farvergården efter en gennemgribende restaurering. Facaden er genskabt som den så ud omkring år 1900, og to nye indgange er etableret, dels en ny hovedindgang mod Langegade og dels en handicapvenlig indgang fra havesiden. I stueetagen er der lavet en miniudstilling om Amanda. Her beskrives, hvordan Amanda gennem årene er blevet Kertemindes vartegn. I en minibiograf vises film fra Kerteminde optaget i perioden 1938-1962. Blandt andet kan man se filmen "Amanda og studenten", hvor Kerteminde-pigen Amanda viser den udefrakommende student rundt i Kerteminde samt en film, der viser opbygningen af Langebro. 


Ikke langt fra museets port fandt man i forbindelse med en omfattende renovering af Langegade en bybrønd fra middelalderen. Det er en af Kertemindes i alt fire brandbrønde, der var i brug ind til 1700-tallet. Brønden er forsynet med en original pumpe fra samme periode.