1. Amanda
Kultur fra A til Ø - Amanda.
Netop der, hvor Kertemindes bydele er hægtet sammen af Langebro, hvor havnen stopper og bliver til fjord, og hvor strømmen konstant skifter retning i den evige vekslen mellem ebbe og flod. Netop der står fiskerpigen Amanda med sit underfundige smil og skuer ud over vand og by, mens turister og andet godtfolk flokkes og lader sig forevige sammen med den berømte granitskulptur, der fik sin plads ved broen i 1954.
Amanda står ved Langebro, ikke langt fra det idylliske fiskerkvarter, Lillestranden
Det er billedhuggeren Robert Lund Jensen (1915-2003), der har hugget den tækkelige Amanda ud af den nøgne sten, men historien om Amanda handler faktisk om alt andet end en fattig fiskerpige fra Kerteminde.
Den berømte fiskerpige, Amanda
Vi skal derimod tilbage til 1893, da en københavnsk revyvise, "Min Amanda var fra Kerteminde", fortalte historien om den unge skuespiller Sofie Kragh, som - altså ikke ustraffet - svigtede sin forlovede til fordel for en ung student. Sofie Krag døde allerede i 1911, men da var visen for længst blevet hvermandseje - også i Kerteminde. Og navnet Amanda blev, om ikke hugget ind i skulpturen, så dog uløseligt forbundet. Så rodfæstet er Amanda-navnet, at det i dag indgår i en lang række lokale firmanavne, og de fleste danskere ved, hvilket bynavn der skjuler sig bag udtrykket Amandas by.