10. Fiskeri

Siden de første mennesker satte deres ben på Nordøstfyn for 10.000 år siden, er der halet fisk i land fra Odense og Kerteminde Fjord, og utallige familier har i generationer hentet deres udkomme på fjordene, men i nyere tid måske alligevel ikke altid helt så mange, som man umiddelbart skulle tro. 

I en historisk gennemgang omtales fjorden som ”fattig paa fiskere” i 1840: ”Fra Stige, Lumby, Hasmark, Munkebo og Dræby blev der drevet noget Fiskeri, men for en stor Del kun som Bierhverv til Jordbruget.

Kroge, Lystre (ålejern) og smaa Aaleruser var Hovedredskaberne. Alt i alt havde saaledes hele Fiskerivirkskomheden for 100 Aar siden kun beskedent Omfang i Fjorden. Ogsaa Beretninger fra ældre Tid giver det samme Billede”, konstaterer man i den historiske gennemgang fra 1935 og føjer til, at der mange steder har været let adgang til at fiske til husbehov, men at de store afstande til afsætningsstederne har hæmmet udviklingen af erhvervsfiskeri: ”Faldt det ind med større Fangst, var der i mange Tilfælde kun Anvendelse for Overskudsfangsten som Gødning”.

^{Fyns største fiskerflåde har base i Kerteminde Havn}

Hen mod slutningen af 1800-tallet kommer der dog mere fart i udviklingen. Fangstredskaberne udvikler sig, de første motorbåde kommer i drift, og fiskerne organiserer sig i stort tal. Odense Fjords Fiskeriforeningen, stiftet i 1901, havde således medlemmer fra Munkebo, Dræby, Boels Bro, Bregnør, Lindø og Vigerø. Midskov Fiskerforening blev stiftet i 1908, og Stige Fiskeriforening, der organiserede fiskerne fra Odense Overfjord, det vil sige indenfor Vigelsø, kom til i 1912. Odense Overfjords Fiskeriforening havde medlemmer i samme område. I Klintebjerg og Gersø opstod der også foreninger, og endelig blev Aaleeksportforeningen Odense Ford stiftet i 1926. Den fik 104 medlemmer. 

Ålefiskeriet var det mest fremherskende, men der blev også haltet sild og brisling samt fladfisk, torsk og rejer i land i store mængder, ind til fiskesygdomme og spildevandsudledninger fra Odense ødelagde fiskeriet, der kulminerede i 1930’erne. På det tidspunkt var der 150 erhvervsfiskere og 80 bierhvervsfiskere i sving på Odense Fjord.

Kun fiskere med base i Stige havde en egentlig havn, mens de øvrige måtte fiske fra åben strand frem til 1937, hvor fiskerne ved Bregnør også fik en havn.

^{Fiskeredskaber i Bregnør Fiskerleje}

Også i Kertinge Nor og Kerteminde Fjord blev der fisket, og de legendariske fiskerkoner fra Munkebo gik - flere generationer i træk - til Odense for at sælge fangsten. I starten bar de fiskene i en rygkurv, men billeder fra omkring år 1900 viser, at de da spændte hunde foran nogle små tohjulede vogne. Fiskerkonerne gik hjemmefra meget tidligt om morgenen og var fremme i Odense ved sekstiden, hvorefter de falbød deres varer på Fisketorvet, senere på Klingenberg og under 2. verdenskrig i Adelgade og på Sortebrødre Torv. Fiskene blev fanget ved Munkebo, eller konerne hentede fangsten på Lindø, ved Boels Bro, i Bregnør eller i Kerteminde, der havde den største koncentration af fiskere på Nordøstfyn.

I Kerteminde stiftede man den lokale fiskeriforening i 1903, og en opgørelser viser, at der i 1935 var 208 erhvervsfiskere i byen. De havde selvsagt bugt og bælt som det fortrukne farvand, hvis de da ikke søgte endnu længere væk i bestræbelserne på at få del i havets guld. I storhedstiden var der dog også en snes fjordfiskere.

^{Lillestranden i Kerteminde}

Omkring 1800 begyndte havnebyggeriet og gav bedre forhold for fiskerne. Siden er Kerteminde Havn udvidet adskillige gange. Både og fangstredskaber har også skiftet størrelse og karakter, men endnu kan man ved en tur langs Lillestranden få en fornemmelse af, hvordan det oprindelige fiskermiljø i Kerteminde så ud. Det er nemlig her man finder Kertemindes sidste fjordfisker.