50. Odense Staalskibsværft

Odenses hidtil største industrieventyr tog sin første spæde start i 1917, da skibsreder A.P. Møller sikrede sig 27 hektar jord til etablering af et stålskibsværft ved Odense Kanal samt et nærved liggende område til boliger for de ansatte på værftet. Skibsrederen havde selvsagt næse for, hvad der rørte sig på verdensmarkedet, og var ikke i tvivl om, at der fortsat ville være mangel på skibstonnage. Derfor blev værftet etableret, og i næsten 50 år blev der bygget skibe på de skrå beddinger ved kanalen.

^{Gammel bedding på Odense-værftet}

Set med nutidens øjne - med tankskibe på over 300.000 tons dødvægt og fartøjer med plads til flere end 15.000 containere - begyndte man i det små. Robert Mærsk, nybygning nummer to, var således en ”minidamper” på blot 2185 tons dødvægt, men værftet blev udvidet og moderniseret flere gange, og man endte med at bygge skibe på over 40.000 tons dødvægt.

Det sidste skib løb af stablen i 1966, men arbejdet fortsatte på Odenseværftet. Man byggede sektioner til Lindøværftet, og kun gradvist flyttede man administrationen ud til det nye værft ved Munkebo. Faktisk skal man helt frem til 1979, inden al produktion og administration er flyttet ud.

^{De gamle skibsbygningshaller} 

Sætter man fantasien i sving og går en tur på de gamle værftsarealer, kan man fortsat få en god fornemmelse af, hvor omfattende en produktion, der har været i gang. Mange af de gamle skibsbygningshaller og værksteder er bevaret. Det samme gælder de gamle beddinger og de karakteristiske administrationsbygninger, der i dag benyttes til andre formål. En række nye virksomheder har nemlig indtaget værftsområdet, så det summer fortsat af aktivitet, dog ikke i samme omfang end tidligere. I 1934 var der for eksempel 1000 mand i sving på værftet, og i 1960 var der omkring 1800. Det var arbejdere med en høj faglig bevidsthed, og de gik ofte forrest, når der var konflikter på arbejdsmarkedet.

Under anden verdenskrig gik værftsarbejderne forrest i kampen mod besættelsesmagten, og en af værftets ansatte, elektriker Sigurd Weber har indskrevet sig i historiebøgerne, fordi han den 28.juli 1943 vovede livet og anbragte en tidsindstillet bombe på frugtskibet Linz. Sabotagen førte til, at Værnemagten satte bevæbnede vagter ombord på skibet, men det udløste en strejke på værftet, og de ansatte på flere andre arbejdspladser i Odense gik i sympatiaktion. Den 6. august blev arbejdet genoptaget, men konflikten blev starten på et endeligt opgør med samarbejdspolitikken.