47. Odense Havn og Kanal

Indtil jernbanen og senere lastbilen revolutionerede varetransporten, foregik stort set al transport over længere afstande med skib. Derfor har det haft stor betydning for Odenses udvikling, at byen ikke har naturlig og direkte adgang til havet.

^{Ingen kan være i tvivl om hastigheden}

I middelalderen kunne man ganske vist nå Odense via fjorden og Odense Å, men i 1572 førte en storm til, at sejlrenden sandede til. Man måtte derfor gå til havn i Kerteminde eller ankre op i Odense Fjord og omlade godset til mindre pramme eller transportere den på hestevogn.
Det var et tidskrævende og besværligt arbejde, mente ikke mindst den fremsynede stiftsamtmand Friedrich Buchwald, og derfor foreslog han i slutningen af 1700-tallet, at der blev gravet en fem kilometer lang kanal fra byen og ud til fjorden. Det var et kolossalt anlægsarbejde, der blev gennemført ved hjælp af skovl og trillebør og otte års hårdt arbejde for et par hundrede kanalarbejdere, men den 7. oktober 1803 sejlede jagten Neptunus som det første skib ind i Odenses nyanlagte havn.

Havn og kanal betød ny økonomisk vækst. Toldboden skød op, og der blev bygget store pakhuse på havnearealerne. Samtidig blev skibene større og større. Det betød fornyede krav til havn og kanal, og det førte til, at haven i 1885 blev udvidet med endnu et bassin. I 1904 blev kanalen omlagt, og i 1921 var sejlrenden udbygget til syv meter.

^{Pakhuse ¨på Odense Havn}

Man kan fortsat se en rest af den gamle kanal mellem Skibhusene og det enorme kullager ved Fynsværket. Den blinde kanalarm, der har forbindelse til Odense Å, bruges i dag som afløb for værkets kølevand, og man kører langs den, når retningen er sat mod Stige Ø.
Udvidelsen af kanalen blev starten på havnens storhedstid. En storbrand på Østre Kaj i 1925 fik ikke lov til at bremse denne udvikling. Branden var ellers omfattende. Den forplantede sig med stor hast fra bygning til bygning og lagde pakhuse på to hektar i aske. Andre huse overlevede branden for eksempel et af havnens flotteste pakhuse på Havnegade 16, der blev opført i 1914 som administrations- og lagerbygning for Det danske Gødningskompagni.

^{Et af de helt store siloanlæg på Odense Havn}

En lang række kendte virksomheder for eksempel Thomas B. Thrige og Odense Staalskibsværft etablerede sig på havnearealerne og var med til at gøre Odense til en af de betydeligste industribyer i landet. Etableringen af Fynsværket i 1953 gav ny vækst, og havnen fik sit 3. bassin i 1964.
I 1992 begyndte udflytningen af havnen, idet man etablerede Lindøterminalen. Terminalen, der er udvidet flere gange siden, var så at sige havnens fremskudte filial med et 630 meter langt kajanlæg, og i øvrigt nærmeste nabo til Lindøværftet i Munkebo. I 2016 indledte Odense Havn en stor udvidelse af terminalen. Hele 400.000 kvadratmeter havbund skal inddæmmes.

^{Nyere byggeri på Odense Havn}

Samtidig med etableringen af terminalen opstod der planer om at omdanne den gamle havn til et helt nyt havnekvarter, og en langsigtet udviklingsplan blev vedtaget af byrådet i Odense i 2003.
Planen betyder, at byen er rykket tættere på havnefronten, og det er opstået en ny bydel med blandet bolig- og erhvervsbyggeri, og moderne kontorbygninger og eksklusive boliger er skudt op mellem havnens gamle pakhuse. Det er også i den nye bydel, man finder Nordatlantisk Hus.
Engagementet i Munkebo fik en voldsom saltvandsindsprøjtning, da Lindøværftet lukkede. Inden lukningen var værftet omdannet til Lindø Industripark, der satte sig som mål at leje de gamle værftsarealer ud til andre virksomheder, og 1. januar 2014 overtog Odense Havn industriparken, og i 2017 fusionerede Odense Havn og Lindø Industripark A/S til LINDØ port of ODENSE A/S og bliver til en aktieselskabshavn. Samme år flytter Odense Havn sit hovedkontor til Lindø.