Spring til indhold

19. H.J. Hansen

Kultur fra A til Ø - H.J. Hansen .

Firmaet H.J. Hansen blev grundlagt som købmandsgård i Vestergade i Odense i 1829, mens også genvindingsdivisionen, der i dag holder til på Odense Havn som en stor og markant virksomhed, har en lang historie bag sig. Den kan således føres tilbage til 1861, da man i det små begyndte at sætte handelen med klude, glasskår, ben og jern i system.

I 1888 overtog Hans Jørgen Hansen styringen, og produkthandlen udviklede sig hastigt. Klude blev solgt til papirproduktion og benmel udnyttet i foderstofblandinger eller som tilsætningsstoffer i den kemiske industri.

H.J. Hansen har base ved Odense kanal.

Handlen med jern og metal blev en stadig vigtigere del af forretningen i løbet af 1890’erne. Jern- og metalskrot blev opkøbt fra kræmmere, lokale smede og små produkthandlere, og det blev oparbejdet og videresolgt til blandt andet jernstøberier. Produkthandelen udvidedes i 1930’erne med en ophugningsplads for automobiler, og i slutningen af 1940’erne flyttede virksomheden ind på sin egen plads ved Odense Kanal, hvor firmaet anlagde et havnebassin til ophugning af skibe. De senere år har Odense-virksomheden i høj grad benyttet Lindøterminalen i Munkebo til opbevaring og udskibning af store skrotmængder.