Munkebo

Der er flere fortolkninger af Munkebos navn, oprindelig Munkæbothæ, der blev skrevet ned første gang i 1231 i Kong Valdemars Jordebog. En besnærende tolkning går ud på, at navnet er en sammenskrivning af munkenes boder. En anden tolkning peger på, at Munkebo er et bo for munke - altså et primitivt kloster. Under alle omstændigheder er det en kendt sag, at der i århundrede har været små sammenbyggede beboelser tæt ved Kertinge Nor, og at byen ejermæssigt har været domineret af Odense-munke og kronen.

Der har på et tidligt tidspunkt været tale om regulær bydannelse med bygfoged og tingsted, og frem til 1578 var Munkebo et selvstændigt birk - en slags retskreds. I 1600-tallet er langt hovedparten af byen fortsat på kronens hænder, men i 1679 får Ulriksholm/Østergård skøde på kirken, og i 1718 har godset samlet 13 gårde og to huse i byen. I 1736 opretter godset et hospital i byen.

På et trekantet areal, hvor Nørregade i dag munder ud i Lindøalleen, lå i sin tid bytinget og bybrønden, men begge dele er for længst væk. Toftegård lige syd for er imidlertid bevaret. Her boede frihedskæmperen Thomas Christensen, der var rådgiver for feltmarskal Hans Schacks, da han under Svenskekrigen i 1659 gik i land med sine tropper ved Kerteminde.

Landbrug og fiskeri var de vigtigste erhverv i sognet, indtil Odense Staalskibsværft flyttede ud og etablerede Lindøværftet på den da for længst inddæmmede ø Lindø.

I forbindelse med etableringen af Værftet i slutningen af 1950'erne blev der grundlagt en hel ny bydel kaldet Lindøbyen og et efter datidens målestok moderne bycenter. På få år blev der opført omkring 1000 huse og lejligheder på det skrånende areal op mod Munkebo Bakke, men selvbyggerne kom også i sving, og byen voksede både mod syd og øst og havde en overgang status som Fyns 7. største bysamfund.

Selv om A.P. Møller-koncernen er begyndt at sælge ud af boligerne, så har Lindøbyen med de mange små ensartede og spartansk udrustede huse bevaret sit særpræg, og Kulturarvstyrelsen udpegede i 2007 Værftet og Lindøbyen til nationalt industriminde på grund af de industrihistoriske værdier, og fordi by og værft på det samfundsmæssige plan blev et godt eksempel på industrier, der etablerede nye fabrikssamfund i tidligere landkommuner.