FJORDEN RUNDT
en kultur-cykel guide

Odense Fjord - Kerteminde Fjord/Kertinge Nor
Forsiden >< Munkebo - Gabet

Lindøværftet

SkibbygningshalDe første spæde skridt til etablering af Lindøværftet blev taget i 1956. Da havde det allerede en rum tid stået klart, at det gamle værft, Odense Staalskibsværft ved Odense Kanal, ikke kunne holde trit med de hastigt voksende krav til større skibstyper. Ikke mindst det voksende olieforbrug satte gang i udviklingen af større skibe, og derfor så værftsdirektør Erik Ringsted sig om efter et egnet sted til etablering af et nyt værft. Kravet var, at det skulle placeres, så det i praksis havde ubegrænsede ekspansionsmuligheder. De første rygter om et værft på Lindø nåede fiskerne på den inddæmmede ø i efteråret 1956, og tre år senere, den 23. november 1959, indviede statsminister H.C. Hansen det A.P. Møller ejede værft.

KæmpekranTo år senere døbes nybygning et, turbinetankeren T.S. Petersen, og derefter går det slag i slag. Værftet udvikler sig til en af landets største private arbejdspladser - i en kort periode med flere end 6000 ansatte - og er i front på verdensplan, både hvad angår byggehastighed og størrelse på skibene. I 2006 overgår Værftet endnu engang sig selv, da det med Emma Mærsk tager hul på en ny serie af verdens største containerskibe. Skibet, der er 397 meter langt og 53 meter bredt, har officielt plads til 11.000 containere, men formentlig langt flere, og i motorrummet ligger en hovedmotor, der er i stand til at yde 110.000 hestekræfter.

PortalkranenVærftet er siden etableringen blevet udvidet flere gange. En af de mest opsigtsvækkede udvidelser fandt sted i slutningen af 60'erne, da dok III og Munkebos vartegn, den mere end 100 meter høje portalkran, blev etableret. Den selv samme kran bukkede i øvrige under i forbindelse med orkanen 3. december 1999, men en ny 110 meter høj portalkran blev taget i brug i maj 2001.

I 2007 blev Lindøværftet sammen med arbejderboligerne også kaldet Lindøbyen i Munkebo udpeget som nationalt industriminde på lige fod med for eksempel området ved Albani Bryggerierne og jernstøberiet Tasso i Odense, De Danske Spritfabrikker i Aalborg og Carlsberg i Valby.