|
Galgeholm
Alene
navnet er nok til et gys, men ikke uden grund, for den lille
ø Galgeholm i Kertinge
Nor har rent faktisk båret et rettersted indtil
1578, da Munkebo ophørte
som selvstændigt birk - en slags retskreds.
Ved en udgravning i starten af 1990'erne fandt man spor efter
galgens fundament, og det viste sig sig, at den havde været
rejst på toppen af en oldtidsgrav, hvilket selvsagt
vidner om aktivitet på øen længe før,
at fattige tyveknægte dinglede i galgen til skræk
og advarsel for andre, der gik med planer om tyveri eller
oprør mod herremanden.
Øen har dog også slået sit navn fast i
historiebøgerne for en noget anden, men alligevel dramatisk
historie, idet Odense-købmænd i 1570 anlagde
en kørevej over øen til en påbegyndt skibsbro
på sydøstspidsen. Broens trækonstruktion
blev imidlertid ødelagt under en stormflod samme år,
og købmændene opgav brobyggeriet.
På
fastlandet, ikke langt fra den oprindelige vej til øen,
fortælles der også historie, idet man her kan
se resterne af en gammel oldtidsvold, der følger kysten
sydpå gennem sommerhusområdet Strandlyst Huse.
Man kender meget lidt til voldens oprindelse og formål,
men gammel er den, for man gravede gennem volden, da havnebyggeriet
var i gang i 1570.
Også på det grønne areal mellem oldtidsvolden
og roklubben er der skrevet historie, for her finder man et
- ganske vist meget beskedent - spor fra en af Danmarkshistoriens
meget markante begivenheder - Carl Gustavskrigene 1657-60.
6000 svenske soldater slog eller måske rettere gravede
sig ned og byggede en stjerneskanse med formentlig syv spidser,
efter at de i første omgang havde hærget området
ved Munkebo Kirke. Det afgørende
slag mellem danske og svenske soldater kom dog ikke til at
stå i Munkebo, men ved Nyborg den 14. november 1659.
|