FJORDEN RUNDT
en kultur-cykel guide

Odense Fjord - Kerteminde Fjord/Kertinge Nor

Forsiden >< Munkebo - Gabet

Dalby Høj

Tilgroet BronzealderhøjLige i udkanten af Munkebo, hvor bakken knækker over og skråner stejlt ned mod Lindøværftet, ligger Dalby Høj 22 meter over havets overflade. Bronzealderhøjen ligger i et i dag tæt tilgroet område kun få hundrede meter fra værftets nyopførte skibsbygningshal. Det er imidlertid ikke alene tæt buskads, der skæmmer højen, for allerede i 1840'erne blev dele af Dalby Høj sløjfet.

Ødelæggelserne af højen fortsatte under krigen i 1864, hvor der blev opstillet en kanonstilling til bevogtning af Odense Fjord. Mange randsten blev fjernet, og ved samme lejlighed gik det ud over flere andre bronzealderhøje i området. Det var ellers ret betragtelige høje. Ved en opmåling foretaget af Nationalmuseet i 1884 vidste det sig, at en af dem var 40 fod i diameter og fem fod i højden.

Renoveret runddysseDet er dog ikke alle Munkebos levn fra fortiden, der er ødelagt. Specielt en omkring 5000 år gammel runddysse ved Fiskeløkken i Munkebos industrikvarter er velbevaret og et besøg værd. Dyssens overligger har en omkreds på 23 fod, og tykkelsen er tre til fire fod, så det har været et møjsommeligt og tungt arbejde at få stenen bragt på plads i en tid, hvor der end ikke var drømt om de store kraner på det nærved liggende værft.

Et af de mest bemærkelsesværdige fund, der er gjort i Munkebo, stammer imidlertid fra en også omkring 5000 år gammel jættestue tæt ved Kertinge Nor. I den fandt man blandt meget andet to kranier, der begge var gennemboret med henblik på operationer. Med andre ord dokumenterer disse fund, at man flere tusinde år før vor tidsregning var i stand til at foretage kirurgiske hjerneindgreb - og tilsyneladende med et vist held. I hvert fald overlevede patienterne, for operationshullerne er delvist vokset til.

Et andet bemærkelsesværdigt fund blev gjort, da man i 1985 var ved at grave ud til det landsdækkende gasnet. Kun få hundrede meter fra Lindøværftet fandt man et halvt hundrede genstande fra bronzealderen der i blandt et bæltsmykke, tre halsringe og en armring med guldbelægning.